En løbetur i Rågeleje version 2023 er klar
Løbet er et cannonball løb i Rågeleje hvor du selv tager tid, der er en tidsgrænse på 3 timer som du skal holde dig indenfor. Du bestemmer selv hvor mange runder á 5km du vil løbe eller gå. Ruten og reglerne bliver forklaret ca 8 min før start, men du kan også læse det herunder. Der løbes på offentlig vej og det er fortrinsvis på asfalt. Der er ca. 170 højdemeter på ½ maraton distancen hvilket er ca. 40 højdemeter for en runde. Ruten er nem at følge og den er mærket op hvergang du skal skifte retning, så du løber ikke forkert.
I 2023 løber vi alle søndage i juli dvs. d. 2, 9, 16, 23 og 30 alle dage kl 9.00 fra Tuehusvej 14 på en 5km rundstrækning, hvilket betyder at du kan løbe 5km, 10km, 15km eller ½ maraton som er 4 runder + en stump.
Du deltager på eget ansvar, færdselsreglerne skal overholdes og der må ikke smides affald undervejs. Du må gerne have din hund med eller din mor på cykel. Skulle du komme for sent til starten må du gerne starte senere, men tiden skal regnes fra kl 9.00. Dvs at du lægger din forsinkelse til din slut tid. Når du er er færdig med at løbe (eller gå) skriver du din tid på listen som ligger ved depotet. Dit ur må ikke stoppes undervejs eller have “auto pause” funktionen slået til. Prisen for at deltage som dækker medalje, diplom og depot betales ved tilmelding på mobilepay eller kontant på dagen.
Prisen for at deltage er 50,- for alle distancer. Er du medlem af Danskhalvmaraton klub deltager du for 25,- på ½ maraton distancen.
Der skal være minimum 5 samtidig startende ved løbets ordinære start kl 9 og 3 gennemførende løbere på ½ maratondistancen for at det tæller på Danskhalvmaraton klubs liste.
